Højenes vogtere og hævnere.

Danskere er vel stort set et lovlydigt folkefærd. Men samfundets officielle retsmaskineri er trægt - og forbrydelser straffes kun, hvis de opdages, og hvis myndighedernes nidkærhed er tilstrækkelig.

Ganske anderledes kontant og altomfattende er den kontrol, som fra det hinsidige føres med os mennesker. Respekten for forfædrenes gravfred eller angsten for deres hævn har været levende traditioner i folkesjælen, for ud over forfædrenes skørnede bene har højene også rummet andre, og ganske lebendige folk. Højfolket vogtede meget nidkært deres ejendom og har indtil 1937 været den eneste generelle beskyttelsesinstans for landets fortidsminder. Man skal heller ikke undervurdere deres betydning som sideordnet instans efter 1937-lovens vedtagelse. Tværtimod bør vi nok betragte dem som gode kolleger, som med lige stor uvilje ser på den jagt efter mammon, som får grundejerne til at forgribe sig på fortidsminderne, som på den hunger efter indsigt, der får arkæologer og suge væsener til at snage i højene.

vsier_de_underjordiske.pngValdermar Seier: De underjordiske.

Højfolk kendes fra hele landet. Men nogle steder har traditionen om dette folk været særlig levende. På min fødeø, Bornholm, huserer de stadig og er i fuld vigør i form af “de underjordiske”. Da regionalradioen i min barndom kom til Bornholm, var et af de faste indslag om mandagen et causeri om de underjordiskes bedrifter.

De underjordiske har haft gode muligheder for at passe på højene, for de har været på jorden lige så længe som de “oveijordiske”. De blev underjordiske på grund af stammoder Evas husmoderstolthed. En dag, da Eva var ved at vaske de mange børn, hun og Adam havde, kom Vorherre på besøg, og Eva skjulte i hast de børn, der endnu ikke havde været i baljen. Vorherre spurgte så, om det var alle hendes børn, der var tilstede, og Eva svarede ja - sikkert med nogen rødmen. Vorherre, som jo ser alt, bestemte så, at hvad der var skjult for ham skulle også være skjult for mennesker.

Der er ikke noget at sige til, at de underjordiske, som herefter var henvist til at leve skjult i højene, har set med nogen misbilligelse på os renvaskede, og at de vogter deres andel af jorden mod vore overgreb. Der er imidlertid linje og konsekvens i de underjordiskes justits. Hvis højene bliver krænket af bønder, som vil have fjernet disse fortidsminder, som altid ligger i vejen for en rationel drift af ejendommen, så rammes de på deres helbred, eller på gårdens Økonomi ved, at dyrene bliver syge. Dette kan illustreres af følgende opbyggelige referater af de underjordiskes retshåndhævelse. Citaterne stammer fra Valdemar Seiers bog “De Underjordiske” i Sabbers udgave, Bornholms Tidendes forlag 1981:

“Lige ved Kuregård i Klemensker ligger en høj, hvori der boede underjordsfolk. Da der kom en ny ejer på gården, ville han have højen jævnet ud, men han havde næppe fået pløjet den første fure af højen, da han hørte en stemme fra denne sige: “Du gjor vos jo huzavile majnj”.

Hertil svarede han, at de så bare kunne komme hjem til ham på gården. Dengang blev alt kornet tærsket med plejl, og i en hel uge havde han tærsket hvede, som nu lå ude på ben.
Da det blev aften, kom der myldrende med små mænd, koner og børn, så ben blev helt opfyldt. Det var de underjordiske, som flyttede ind på gården. Da folkene om morgenen kom for at ryste hveden op, var der ikke et eneste korn at finde. De underjordiske havde spist det alt sammen, men det var ikke nok med, at de tog kornet, de gik også ind i huset og tog alt, hvad der var spiseligt, så der ikke blev en stump tilbage. Bonden blev nu for alvor bange og måtte hente præsten for at få ham til at mane dem ned i højen igen. Manden gav de underjordiske det løfte, at de nok skulle få lov til at bo i fred i højen så længe, som han boede på Kuregård, og siden fik de igen fred på gården.”

vsier_de_underjordiske_2.pngValdermar Seier: De underjordiske.

“På Bjørnegård i Klemensker ville ejeren flytte den høj, der lå på gårdens grund. Da han havde kørt nogle læs bort, var der nogen, der hviskede til ham: “Ded må du ikje, du gjor så monna huzavilja”. “Ded gjor ingen ting”, svarede han, “for der e plaz nok på gårinj”. De underjordiske flyttede derop, så hele gården blev fuld, men de opførte sig ikke pænt, og da de om natten begyndte at trække dynen af datteren, måtte gårdejeren køre den jord, som han havde taget, tilbage til højen, så blev der fred på gården igen.”

Af disse eksempler har lovgiverne taget ved lære. Også med Naturfredningsloven i hånden kan myndighederne straffe med bøde (§ 66) eller pålægge den ejer eller bruger, der har beskadiget et jordfast fortidsminde “at genoprette den hidtidige tilstand”, eller man kan “lade arbejdet udføre på ejerens og brugerens bekostning” (§50). Den, der unddrager sig straf, er dog henvist til de underjordiske, der nok skal give ham løn som forskyldt:

“På Blykobbegård i Nyker sløjfede de engang en høj, hvori de underjordiske boede, og fyldte jorden i en dam. Siden har det altid været småt med vandet på gården. De må ofte køre vand til køerne.

Da der blev bygget en kostald på samme gård, kørte de jord fra højene øst og vest for gården til fyld. Siden da spøgede det i stalden. Bedst som pigerne sad og malkede, faldt alle køerne på knæ.”

De underjordiske rammer altså dem, der ødelægger højene, på pengepungen og på helsen. De nysgerrige og skattejægerne kan de heller ikke lide, men de straffes som regel med skuffelse og latterliggørelse, eller de bliver simpelthen taget til fange af de underjordiske - højtaget, hed det førhen.

Af følgende lille historie kan de griske skattejægere og arkæologer lære, at man skal tie bomstille, indtil man har skatten i hus og den arkæologiske undersøgelse klar til publicering:

“I Makkehøj findes skjult en stor skat, som mange forgæves har prøvet at få fat i, men det er altid strandet på, at de har brudt den tavshed, som var en betingelse for at kunne føre den bort

Fruenat så blomstrer bregnerne. Den nat skulle man gå med et lagen over hovedet og lede efter penge på Makkehøj.
Man skulle begynde før solens nedgang og måtte ikke komme hjem, førend den stod op, og man måtte ikke mæle et ord.

To personer så Marie Bebudelsedag om natten underjordiske komme op af Makkehøj med store kobberkar fulde af penge. De gik op for at tage dem, men da de ikke kunne enes om delingen, skældte de hinanden ud. Så forsvandt skatten, og der blev kun skidt tilbage ...

To missionærer, der havde hørt om de underjordiske i Makkehøj, blev enige om at gå derop en nat for at prøve, hvem af dem der havde den stærkeste tro. De underjordiske så dem stå neden for højen, lavede de et hjul af halm, tændte ild i det og lod det rulle ned ad højen lige imod dem. Den ene missionær begyndte straks at synge: “Vor Gud, han er så fast en borg”, men da hjulet stadig kom nærmere, råbte den anden: ”Ja hanj kanj varra liså fast, hanj vil, for nu løver ja?”

Ifølge Straffelovens § 194 kan “den, der borttager, ødelægger eller beskadiger mindesmærker eller genstande som ... er særlig fredlyste, straffes med hæfte eller med fængsel indtil 3 år eller under formildende omstændigheder med bøde”. De underjordiske er ikke så blødsødne, at de nøjes med tidsbegrænset straf. Det ser man af et andet eksempel på, hvordan nysgerrige straffes med frihedsberøvelsen, og det er samtidig et eksempel på, hvordan de underjordiske hjælper med at skabe fortidsminder.

 ”Om opførelsen af Hammershus går der flere modstridende sagn. Således fortælles der, at bispen, der ejede Øens 3 herreder, ville opføre en borg på Gamleborg i Almindingen. Denne gamle borgplads tilhørte imidlertid kronen, og derfor tog de underjordiske fat og rev om natten alt ned, hvad der var bygget om dagen, så bispen måtte se sig om efter et andet sted til sin borg.

Dette fandt han på Stenhøj i Vestermarie, men da dette sogn også hørte under kronen, tillod de underjordiske ikke, at der blev bygget der, men rev alt ned, hvad der blev bygget op. For at få en ende på det, blev det besluttet at lade to sammenhildede plage vise, hvor borgen skulle stå, idet man skulle bygge, hvor de lagde sig til hvile.

Plagene blev jaget af sted og nåede langt om længe helt op til den bare klippeknude syd for Sænebugten, hvor de lagde sig til hvile. Her gik man i gang med at bygge. Murene rejste sig hurtigt, og det mærkelige var, at der også blev arbejdet om natten, efter at murerne var gået hjem. Det kunne kun være de underjordiske, der denne gang hjalp til at bygge op.

For at få at vide, hvem der hjalp med arbejdet, udstilledes der en vagt, men denne faldt altid i søvn, så man fik ikke noget at vide. Så meldte der sig en, som mente, at han nok skulle klare den.
Han ville sætte sig op på muren, og skulle det ske, at han faldt i søvn, blev de nødt til at vække ham, når de nåede stedet, hvor han sad. Sådan gik det dog ikke. De underjordiske vækkede ham ikke,  men lagde ham forsigtig langs muren og fortsatte arbejdet hen over ham, så han blev helt indmuret. Om morgenen var muren vokset tre alen over ham.”

I det officielle retssystem har vi aldrig haft denne meget barske straf for krænkelse af fortidsminderne, så det er måske grunden til, at vi i dag, hvor de underjordiske er blevet hårdt trængt af landbrugets mekanisering, af folkeoplysning og andet djævelskab, har så store problemer med at få respekteret fredningen af fortidsminderne.

Fra Carsten Lund: Højenes vogtere og hævnere 
i I. Nielsen
Bevar din arv. 1937. Danmarks fortidsminder.1987. Skov- og Naturstyrelsen 1987.


Vi bruger cookies på Underjordiske.dk..
Nogle af de cookies, vi bruger, er af afgørende betydning for dele af webstedet, og er allerede sat.
Du kan slette og blokere alle cookies fra dette site, men dele af hjemmesiden vil ikke virke.