Folketro og helligsteder
At flere af de gamle Gravpladser den Dag i dag ere ilde berygtede for ”Underjordiske” (især Steenshøi, Markehøi, Æggebjerg og Dillehøi) bør vel rettest ansees som en Tilfældighed *).
*) Det kunde dog være, at det ikke var heelt tilfældigt. Et Sted som var helligt i Hedenskabets Dage, maatte nødvendigviis blive et Opholdssted for Trolde i Christentiden. Jeg har fundet en af Gravpladserne (Æggebjerg) blot ved at forespørge mig om, hvor de ”Underjordiske” regjerede stærkest der i Egnen. Men på den anden Side ligger rigtignok Brandpletternes Tidsalder saa mange Aarhundreder forud for Christendommen, at deres Tilværelse kunde være glemt allerede forinden Hedenskabets Ophør.
E. Vedel: Om de bornholmske Brandpletter. København 1870
-o-
De staaende Stene havde længe været beskyttede af de ”Underjordiske”, som formentes at have dem under særlig Varetægt; men efter at den gamle Overtro er forsvunden tilligemed saa meget Andet af gammelt Tankesæt, ere Fortidsminderne nu ganske værgeløse, for saa vidt de ikke særlig ere kjøbte eller fredlyste af det Offentlige.”
E. Vedel: Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. København 1886
-o-
Som et Kuriosum kan det endnu bemærkes, at adskillige af Brandpletspladserne have været meget ilde berygtede for ”Underjordiske”, endog forinden det vidstes, at Brandpletterne vare gamle Begravelser. Navnlig skal det være betænkeligt at færdes ved Nattetid på Stenshøj, Markehøj, Æggebjerg, Dillehøj og Rispebjerg. Paa de tre førstnævnte Steder har der staaet Bautastene, som vel nok have kunnet anses som Tilholdssteder for Underjordiske, men Dillehøj og Rispebjerg vides ikke at have baaret nogen Bautasten. Skulde det kunne være en Erindring fra Kristendommens første Dage, da Hedenskabets Gravpladser selvfølgelig maatte hjemfalde til Troldene? Ogsaa Tuemarken ved Bækkegaard i Østerlars Sogn, hvor der i 1876 opdagedes en stor og mærkelig Begravelsesplads fra Mellemjernalderen, har fra gammel Tid været anset som et Sted, der ikke var godt at passere ved Nattetid.
E. Vedel: Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. København 1886
-o-
Mens det er en Hovedregel i de bornholmske Sagn, at Forholdet til Gravhøjenes Vætter er venligt og præget af Tillid, saa finder vi her en Sagnkreds paa 7 forskellige Sagn, alle præget af et fjendtligt Forhold til Højens Vætter. Aarsagen til denne paafaldende Ejendommelighed maa være den, at den historiske Bondevedde har brudt med sine Forfædres og Landsmænds hedenske Tro paa Højens Vætter som venligsindede, velsignelsesrige Væsener.
Hans Ellekilde: Bornholmske Samlinger 1/19. Rønne 1928
-o-
Hedenskabet og Kristendommens Kamp vedvarer ned igennem Tiden. For det nedarvede hedenske Syn er Højens Vætter stærke, mægtige gode Frænder, man skal holde Frændskab med; for det nyvundne kristne Syn, som Bondevedde repræsenterer, er Højens Vætter skadevoldende Dæmoner, det gælder om at drive bort eller underkue ved Hjælp af Kristendommens Kraftmidler. først og fremmest det hellige Kors.”
Hans Ellekilde: Bornholmske Samlinger 1/19. Rønne 1928
-o-
Disse oldtidens gravhøje har altid spillet en stor rolle i folkets fantasi. På grund af deres størrelse tænkte man sig, at de var opkastet af og over kæmper, og kaldte dem jættehøje, kæmpegrave. Eller at de var beboet af troldtøj, underjordsfolk, hvorfor de andre steder kaldes troldhøje. Og med ærefrygt og ligefrem skyhed så man på dem. Det er denne ærbødighed, vi kan takke for, at så forholdsvis mange af de gamle gravhøje endnu den dag i dag er bevaret.
Inger Margrethe Boberg: Borhholms gravhøje i sagnoverleveringen. Bornholmske Samlinger 21. Rønne 1932.
Sejersgård og Gildeshøjene
Christian Jørgensen bliver 1820 gift i Østermarie med Kirstine Margrethe Jensdatter, der blev født 1799 i Østermarie som datter af udbygger Jens Hansen Marcher og Ingeborg Pedersdatter Lind på 72. selvejergård grund — "I Kirkebyen". Christian Jørgensen havde 1819 overtaget Hullegård i Pedersker — 17. selvejergård — hvorfra han altså 3 år senere flytter til Sandegård. Christian Jørgensen og Kirstine Margrethe Jensdatter første barn er født 1821 på Hullegård og bliver døbt Jørgen Jensen, de næste 3 børn bliver født på Sandegård.
Christian Jørgensen sælger 1830 Sandegård til svogeren Niels Didrich Dam og køber samtidig Sejersgård — 5. selvejergård — og han flytter hermed fra Sandegård efter at have ejet den i 8 år. Han flytter dog ikke særlig langt, idet Sejersgård ligger 1 km. op ad vejen fra Sandegård til Povlsker Kirke. De 2 familier har kunnet følges til kirke om søndagen.
Christian Jørgensen og Kirstine Margrethe Jensdatter får yderligere 2 børn efter at være flyttet til Sejersgård inden hun dør 37 år gammel i 1836. Christian Jørgensen bliver herefter gift med Cecilie Cathrine Dam, der var datter af Svend Dam fra Store Kirkebogård — den 7. vornedegård. De får 3 sønner og 2 døtre født på Sejersgård fra 1837 til 1849. Cecilie Cathrine Dam dør i barselsseng kort efter at have fået en dreng, der ligesom hans 2 ældre brødre var blind ved fødslen. Christian Jørgensen driver Sejersgård i en årrække indtil gården overtages af sønnen Hans Christian Jørgensen, sandsynligvis 1864. Christian Jørgensen dør 1882 som husmand og aftægtsmand 86 år gammel på Krusegårds parcel, hvor han bor sammen med sine 3 blinde sønner og en tjenestepige.
En dreng druknede
”Jeg har tidligere et Par Gange omtalt, at det var min Overbevisning, at der bag Bornholmernes Ulyst til at afstaa fundne Oldsager laa en Tro paa, at det muligvis kunne skade Familien. Det er vist den gamle Tro paa de Underjordiske, der ligger bag. En Mand, der kom til Museet med en Urne, har fortalt mig, at han fandt den staaende paa Randen af en Grusgrav, henstillet der af Finderen, som ikke turde tage den Hjem – af Frygt for at de Underjordiske skulle komme for at hente den.
En Ulykke som hændte på Lillegaard Dagen efter at vi havde været derude, idet en lille Dreng faldt i Blykobbeaaen, som løber forbi Gaarden, og druknede, gav Anledning til en Udtalelse, som bestyrker min Opfattelse.
Jeg traf her i Byen Ejeren af Blykobbegaard Proprietær ……. Han fortalte mig Ulykken og føjede til: ”Ja man skal helst ikke røre for meget ved den slags Ting, det fører altid Ulykker med sig”. Jeg forstod ham oprigtig talt ikke straks, men da det gik op for mig hvad han mente, gjorde jeg ham opmærksom paa, at hans Fader dog havde sløjfet adskillige Gravhøje. Derpaa svarede han, at Faderen desværre ogsaa havde følt det gennem en mængde Ulykker på Kreaturerne. Han maa vist paa mit Ansigt have seet min Overraskelse, thi han føjede til, at man maaske ikke burde sige saadan noget, men saadan var det nu alligevel. –
Dette styrker, synes jeg, min Opfattelse og denne Tro maa være indgroet, naar ikke en ordentlig Opdragelse, som den han har faaet, kan udrydde den.
E.C. Tryde, i en indberetning til Directør S. Müller (Nationalmuseet) den 15. December 1914.
