Folketro og helligsteder

At flere af de gamle Gravpladser den Dag i dag ere ilde berygtede for ”Underjordiske” (især Steenshøi, Markehøi, Æggebjerg og Dillehøi) bør vel rettest ansees som en Tilfældighed *).

*) Det kunde dog være, at det ikke var heelt tilfældigt. Et Sted som var helligt i Hedenskabets Dage, maatte nødvendigviis blive et Opholdssted for Trolde i Christentiden. Jeg har fundet en af Gravpladserne (Æggebjerg) blot ved at forespørge mig om, hvor de ”Underjordiske” regjerede stærkest der i Egnen. Men på den anden Side ligger rigtignok Brandpletternes Tidsalder saa mange Aarhundreder forud for Christendommen, at deres Tilværelse kunde være glemt allerede forinden Hedenskabets Ophør.

E. Vedel: Om de bornholmske Brandpletter.  København 1870

-o-

De staaende Stene havde længe været beskyttede af de ”Underjordiske”, som formentes at have dem under særlig Varetægt; men efter at den gamle Overtro er forsvunden tilligemed saa meget Andet af gammelt Tankesæt, ere Fortidsminderne nu ganske værgeløse, for saa vidt de ikke særlig ere kjøbte eller fredlyste af det Offentlige.”

E. Vedel: Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. København 1886

 

-o-

Som et Kuriosum kan det endnu bemærkes, at adskillige af Brandpletspladserne have været meget ilde berygtede for ”Underjordiske”, endog forinden det vidstes, at Brandpletterne vare gamle Begravelser. Navnlig skal det være betænkeligt at færdes ved Nattetid på Stenshøj, Markehøj, Æggebjerg, Dillehøj og Rispebjerg. Paa de tre førstnævnte Steder har der staaet Bautastene, som vel nok have kunnet anses som Tilholdssteder for Underjordiske, men Dillehøj og Rispebjerg vides ikke at have baaret nogen Bautasten. Skulde det kunne være en Erindring fra Kristendommens første Dage, da Hedenskabets Gravpladser selvfølgelig maatte hjemfalde til Troldene? Ogsaa Tuemarken ved Bækkegaard i Østerlars Sogn, hvor der i 1876 opdagedes en stor og mærkelig Begravelsesplads fra Mellemjernalderen, har fra gammel Tid været anset som et Sted, der ikke var godt at passere ved Nattetid.

E. Vedel: Bornholms Oldtidsminder og Oldsager. København 1886

-o-

Mens det er en Hovedregel i de bornholmske Sagn, at Forholdet til Gravhøjenes Vætter er venligt og præget af Tillid, saa finder vi her en Sagnkreds paa 7 forskellige Sagn, alle præget af et fjendtligt Forhold til Højens Vætter. Aarsagen til denne paafaldende Ejendommelighed maa være den, at den historiske Bondevedde har brudt med sine Forfædres og Landsmænds hedenske Tro paa Højens Vætter som venligsindede, velsignelsesrige Væsener.

Hans Ellekilde: Bornholmske Samlinger 1/19. Rønne 1928

-o-

Hedenskabet og Kristendommens Kamp vedvarer ned igennem Tiden. For det nedarvede hedenske Syn er Højens Vætter stærke, mægtige gode Frænder, man skal holde Frændskab med; for det nyvundne kristne Syn, som Bondevedde repræsenterer, er Højens Vætter skadevoldende Dæmoner, det gælder om at drive bort eller underkue ved Hjælp af Kristendommens Kraftmidler. først og fremmest det hellige Kors.”

Hans Ellekilde: Bornholmske Samlinger 1/19. Rønne 1928

-o-

Disse oldtidens gravhøje har altid spillet en stor rolle i folkets fantasi. På grund af deres størrelse tænkte man sig, at de var opkastet af og over kæmper, og kaldte dem jættehøje, kæmpegrave. Eller at de var beboet af troldtøj, underjordsfolk, hvorfor de andre steder kaldes troldhøje. Og med ærefrygt og ligefrem skyhed så man på dem. Det er denne ærbødighed, vi kan takke for, at så forholdsvis mange af de gamle gravhøje endnu den dag i dag er bevaret.

Inger Margrethe Boberg: Borhholms gravhøje i sagnoverleveringen. Bornholmske Samlinger 21. Rønne 1932.

 

 

En dreng druknede

”Jeg har tidligere et Par Gange omtalt, at det var min Overbevisning, at der bag Bornholmernes Ulyst til at afstaa fundne Oldsager laa en Tro paa, at det muligvis kunne skade Familien. Det er vist den gamle Tro paa de Underjordiske, der ligger bag. En Mand, der kom til Museet med en Urne, har fortalt mig, at han fandt den staaende paa Randen af en Grusgrav, henstillet der af Finderen, som ikke turde tage den Hjem – af Frygt for at de Underjordiske skulle komme for at hente den.

    En Ulykke som hændte på Lillegaard Dagen efter at vi havde været derude, idet en lille Dreng faldt i Blykobbeaaen, som løber forbi Gaarden, og druknede, gav Anledning til en Udtalelse, som bestyrker min Opfattelse.

    Jeg traf her i Byen Ejeren af  Blykobbegaard Proprietær ……. Han fortalte mig Ulykken og føjede til: ”Ja man skal helst ikke røre for meget ved den slags Ting, det fører altid Ulykker med sig”. Jeg forstod ham oprigtig talt ikke straks, men da det gik op for mig hvad han mente, gjorde jeg ham opmærksom paa, at hans Fader dog havde sløjfet adskillige Gravhøje. Derpaa svarede han, at Faderen desværre ogsaa havde følt det gennem en mængde Ulykker på Kreaturerne. Han maa vist paa mit Ansigt have seet min Overraskelse, thi han føjede til, at man maaske ikke burde sige saadan noget, men saadan var det nu alligevel. –

    Dette styrker, synes jeg, min Opfattelse og denne Tro maa være indgroet, naar ikke en ordentlig Opdragelse, som den han har faaet, kan udrydde den.

E.C. Tryde, i en indberetning til Directør S. Müller (Nationalmuseet) den 15. December 1914.