1. Anslaget


En højhimlet september i 2007 blev jeg ansat på Bornholms Museum. Jeg startede med at skrabe efterladenskaber fra stenalderen frem et sted i ude i Aaker. Bonden på Vasegård ville gerne sprede gylle med dinosaur-store gyllespredere, der maser marken så massivt, at han bagefter må grube den dybt. Så dybt, at det ville rode i stenalderen. Arkæologen talte økonomisk kompensation med Vasegårdsbonden, mens jeg skrabede flinteflækker, ben og potteskår frem i den orden som stenalderen selv havde efterladt dem. Ansigt til ansigt.

Men september var også regn og storm, hvor jeg sad foran en computer mellem kasser og poser med tidligere tiders efterladenskaber og Bornholms Radio på klem et sted imellem bunkerne. Sådan en dag dukkede arkæologen op og spurgte, hvordan jeg havde det med de underjordiske. Fint tak, svarede jeg. jeg er fortæller og har dem tit på tungen. Han rakte mig en fotokopi og pegede nederst på siden, hvor der stod:


 At flere af de gamle Gravpladser den Dag i dag ere ilde berygtede for ”Underjordiske” (især Steenshøi, Markehøi, Æggebjerg og Dillehøi) bør vel rettest ansees som en Tilfældighed *).

 *) Det kunde dog være, at det ikke var heelt tilfældigt. Et Sted, som var helligt i Hedenskabets Dage, maatte nødvendigviis blive et Opholdssted for Trolde i Christentiden. Jeg har fundet en af Gravpladserne (Æggebjerg) blot ved at forespørge mig om, hvor de ”Underjordiske” regjerede stærkest der i Egnen. Men paa den anden Side ligger rigtignok Brandpletternes Tidsalder saa mange Aarhundreder forud for Christendommen, at deres Tilværelse kunde være glemt allerede forinden Hedenskabets Ophør.

 

Det ville være spændende med et kort over, hvor de underjordiske optræder eller har optrådt, sagde arkæologen, og se det i forhold til de gravpladser vi kender. Måske kunne man forestille sig, at historierne var med til at lægge tabu omkring de døde? Måske ville vi opdage steder, hvor vi endnu ikke har været. Var det ikke noget for dig, at lave det kort? Han sagde meget mere, men dèt var essensen, de to måskeer.  Jeg havde sammen med Anne Cirkola søgt om penge til et kort over de underjordiskes steder – som ville sende interesserede ud i landskabet. Et fortællingernes kort. Vi havde fået nej, så jeg svarede jo, det kort kunne jeg godt lave.

 

2. Første spor


Fotokopien var side 10 i en bog, der hed Bornholmske Brandpletter. Dagen efter fandt jeg den på arkæologens kontor. ”Om de bornholmske Brandpletter. Begravelser fra den ældre Jernalder” af E. Vedel, Amtmand paa Bornholm. Det var en sort sag fra den gang verden mest bestod af steder. På smudsbladet var med sort blæk skrevet: Bornholms Museum N. 46. Bogen selv fortalte:


Pletter af sort Muld i ringe Afstand fra Overfladen forekomme overmaade hyppigt på Bornholm. I de fleste af dem, som enkeltviis fremkomme hist og her ved Grøftegravning, findes store, grove Gravurner, hvori brændte Been have været nedlagte. Der er fundet utvivlsomme Oldsager fra Broncealderen i saadanne enkeltstaaende Gravurner, og derhos ere selve Urnerne næsten altid i deres Udseende overensstemmende med Broncealderens grove Leerkar.

Men:

De egentlige Brandpletter ere Begravelser for brændte Menneskebeen, uden at disse have været nedlagte i en Gravurne eller Gravkiste.

 

I gennemgangen af brandpletterne fortæller E. Vedel, at såvel Steenshøi som Markehøi, Æggebjerg og Dillehøi er ”meget ilde berygtet for ”Underjordiske”. Hvem var den forsker i oldsager, som mindede om de underjordiske. Emil hed han og omtaltes i en anden af museets bøger med håndmalede fraktaler på omslaget.


1. April 1866 blev han Amtmand på Bornholm, hvor han i de første Aar gjorde en stor Indsats ved Fordelingen af Udmarksjorderne. Han kom derved i Kontakt med Befolkningen og blev meget afholdt. Det maa for en stor Del tilskrives hans Forhandlingsevne, at det kildne Udmarksspørgsmaal blev løst paa en Maade, der i alt væsentligt var tilfredsstillende. Vedels færden ude i Sognene styrkede hans Interesse for Arkæologien. Sammen med J. A. Jørgensen foretog han en grundig og systematisk Udgravning af Øens Oldtidsminder……  1871-1902 var Vedel Amtmand i Sorø, men hver Sommer indtil 1901 kom han til Bornholm for at ”grave efter Hedninger”, som de til at begynde med uforstaaende Bornholmere sagde. Efterhaanden smittede Vedels Interesse for Øens Oldtid, og det førte til. at Bornholms Musæum kunde oprettes i 1896.

H. Sonne Kofoed og N. C. Stangegård: Klippeøens Mænd – fødte og førte 1948.


Det kildne udmarksspørgsmål ville dukke op igen senere. Nu begyndte en systematisk eftersøgning af sagnene om de underjordiske. Nogen har samlet og nedskrevet disse. Google kendte ”De underjordiske på Bornholm” af Valdemar Seier. Illustreret med papirklip af Sabber og udsendt 1981. De underjordiske som underholdning. Til grund for den flotte bog ligger en anden, fra 1930'erne, skrevet af skovfoged Valdemar Seier.


Naar hele Husstanden om Aftenen var beskæftiget med de forskellige Arbejder, var der næppe noget, der interesserede dem mere, end naar der blev fortalt om de Underjordiske. Allerede fra ganske smaa havde de hørt Tale om dem, og Troen på dem blev yderligere befæstet, naar de som Voksne hørte Folk tale om deres personlige Møde med Øens smaa Skytsaander. Naar de saa endelig saa, at der i Bibelen staar: ”Hvert Knæ skal bøje sig, deres i Himlen, paa Jorden og under Jorden”, saa svandt enhver Tvivl. De Underjordiske var til. Og saa lyttede de spændt, naar den gamle Bedstefar fortalte.

A. F. V. Seier: Bornholmske Folkeminder 1934


Skovfogeden havde talt med folkene som arbejdede i skoven, spurgt til de gamle fortællinger. Og højene dukkede frem:

En Mand, der boede paa Ahlegaard i Vestermarie, har flere Gange set de underjordiske køre til Julefest i Makkehøj Juleaften. De kom fra Vest i et stort Optog med fine Kaner. Der var Guldtæpper over Hestene og Bjælder paa Seletøjet. Han hørte dem snakke sammen, og da de saa ham, truede de ad ham og raabte: ”Mak, Mak, Mak!”


Det er den samme høj, som Vedel kalder Markehøi.

Markehøj, 1½ Mil østnordost for Rønne, tæt syd for Østerlars Landevej. Hele Bakkens Top er meget tæt belagt med Brandpletter. I 1868 undersøgte jeg 24 uden andet Udbytte end en Beltehage, to ganle Jernfibulaer (den ene med en stor Bronceperle) samt et enægget Sværd, 19½  x 1¼  T.

E. Vedel: Bornholms Oldtidsminder og Oldsager 1886   


Det fortaltes om stedet:

En Nat, da P. K. kørte hjem fra Rønne med et stort Læs Kraftfoder og fra Aarsballevejen drejede ned ad Vejen til Ahlegaard, kunde Hestene, da de var midt paa den stejle Bakke, ikke rokke Vognen af stedet, skønt de trak godt til, og Bakken var saa stejl, at de under normale Forhold havde vanskeligt ved at holde igen paa Vognen. Bagredet var ligesom trukket over i den ene Side. P. K. hørte sagte Latter bag ved sig. Pludselig saa han en lille Skikkelse smutte over Vejen og forsvinde i Grøften, og i det samme var der intet i Vejen med Vognen, som nu let lod sig trække.

 A. F. V. Seier: Bornholmske Folkeminder 1934.


Harmløse løjer, skulle man mene, som vel næppe kunne gøre stedet ”meget ilde berygtet”, som Vedel skrev. Men det fortælles også, at:

Det er nok hen ved 70 Aar siden, at der boede en Mand paa Sædaragaarden, som gav sig i færd med at kjøre en Høi bort, som laa paa Gaardens Grund. Midt under Arbejdet hørte han en Stemme inde fra Høien, der sagde: ”Du skal ikke tage saa meget fra Høien, thi saa gjør du saa mange huusvilde”. Manden svarede da: ”Gjør jeg nogle huusvilde, saa har jeg Huseplads nok til dem hjemme i min Gaard”. Det skulde han imidlertid nødig have sagt, thi nu toge de Underjordiske Gaarden i rigtig Besiddelse; men Ingen uden den ene Datter kunde see dem, men hende spillede de ogsaa rigtig op med. Hun blev syg og kunde hverken staa eller gaa, men maatte altid holde Sengen; og her maatte man rigtig godt passe paa hende, thi saa snart de kunne faa saa megen Tid, trak de ikke alene Dynen af hende, men smed hende selv tilligemed Halm og Alt, hvad der fandtes i Sengen, ud paa Gulvet.

J. P. Møller: Folkesagn 1867


Kunne man mene – selvom det ikke har været sjovt for den forstyrrede datter – at det dog stadig er løjer? Grove løjer så. Men måske er det urmager J. P. Møllers lidt egne udgave af et gammelt sagn om underjordiskes hævn? Hvilken urmager?


Møller, der stod i Urmagerlære 1833-38 i Rønne, hvor han 1845 fik Borgerskab, drev Urmagerforretning i Allinge i den Ejendom paa Vestergade, som nu rummer bl.a. Brandstation. Senere blev han Bagermester. Han naaede trods sin jævne Extraktion og sine beskedne økonomiske Kaar en rig aandelig Udvikling. Med sine gode Evner formaaede han ved Selvstudium at skaffe sig temmelig omfattende Kundskaber, særlig sproglige og folkloristiske. Folkemindeforskningen skylder ham stor Tak for hans 1867 udsendte ”Folkesagn og andre mundtlige Minder fra Bornholm”, en for længst udsolgt, lødig, lille Samling, der nok kunde fortjene at blive genoptrykt.

H. Sonne Kofoed og N. C. Stangegård: Klippeøens Mænd – fødte og førte 1948.


 Samlingen blev genoptrykt i 1980. Men hør et lignende sagn i en udgave, som Chr. Weiss nedskrev i 1860.

Noget af det værste, der er passeret, er nok eller gået for sig på Dammegården i Ny-Larsker sogn. Jeg havde mit korporalskab der nede omkring i de grændser, det var, efter at jeg var kommen til gården, som jeg nu har. Jeg kom en dag for at sige bonden selv til hovedvagt; jeg traf ham i porten. ”Jeg kan se på dig, hvad du vil”, sagde han til mig, ”men du har ikke behov at sige mig til, jeg kommer aldrig til nogen hovedvagt mere, jeg”. – ”Sikkedan er det”, sagde jeg, ”hvordan har det sig?” - ”Jeg har forsét mig”, sagde han.  ”Jeg mente ellers, at du var en skikkelig karl, der ikke var for at have noget udestående med nogen”, sagde jeg. ”Nej”, sagde han igjen, ”det har aldrig været min lyst, men jeg har alligevel forsét mig”. Han var mådelig (syg), så jeg nok. ”Lad os mænd gå indenfor, du”, sagde han, for vi var dus og gode venner, ”du har vel ingen syp (snaps) fået på lang tid”. Brændevin længtede jeg nu slet ikke efter, men der var inget ved det at gjøre, jeg blev gjæstbuden, kan tro, men der var et jammerligt hus. Konen græd. ”Her ser sådan halvdant ud”, sagde hun, ”man har ingen ting lyst til. Fa’r er mådelig, og jeg er svag, dog er det ikke det værste, jeg er færdig ved at tro, at vi selv har voldet det”. – ”Ja, det kan du godt tro, mo’r”, sagde han, ”det er slet ikke andet end vor egen skyld, men hvem kunde tænke på sådant”. – ”Ja, det er lige rigtig sandt”.

    ”Han var så kjedsom, så kjedsom, så det ammede dog ikke. Nu fortalte han, at det havde været en aften meget silde, at nogen havde banket på stuedören. Han var alt gået i seng, men stod straks op for at se, hvem det kunde være, der kom så sent, de andre var gåede i seng. Da han kom til dören, stod der en lille, gammel mand uden for og beklagede sig over, at det var så koldt at være husvild. ”Det er det også,” havde han sagt, ”men hvor er du ellers fra, siden du kommer til mig med den fortælling?” – ”Jeg har för boet her ude i höjen, som du har taget så meget bort af,” sagde den gamle, for Dammegårdsmanden havde bygget sig en ny stuelænge og taget opfyldning der ude fra. ”Er du derfra?” sagde bonden kjækt, ”så har vi jo været naboer i mange år, kan jeg vel tænke.” – ”Ja, her har jeg boet længe för, der blev gård på dette sted,” svarede den gamle, ”så det lader ilde, at du således har gjort os husvild.” – ”Har jeg gjort nogen husvild, har jeg husplads nok til dem her,” sagde han, men det skulde han ikke have sagt, han gjæstbød dem jo formelig ind til sig på den måde, og det varede ikke længe, för han havde fuldt, kan tro. Han døde nu, og siden har det været galt og var så i mange år.

    Der var en stue eller et kammer, hvilket det nu var, som ingen kunde komme ind i uden at blive syge, og så døde de da og, og det er lige rigtig virkelig sandt, for jeg var selv med til dötterens ufröl, da hun var død. Den dötter mistede de nu, fordi hun lå i det kammer. Præsten var dernede og så til hende, og han sagde, at det syn, han så på hende, havde han aldrig set på noget menneske. De havde også en sön, en elskværdig horra, som skulde været bort over til Kjöbenhavn, og læst til officer, men han kom ingen steder, han var konfirmert og al ting, men så blev han så syg, at det ammede aldrig nogen eneste ting, og han døde nu med, kan tro.”

Chr. Weiss i Evald Tang Kristensen: Danske sagn 1892


Død og kritte, det blev med et alvor. Hvad var det arkæologen havde sagt? Lægge tabu omkring de døde. Hvad er tabu egentlig?

Tapu (eller tabu) er et begreb som eksisterer i mange Polynesiske samfund, heriblandt traditionelle Maori, Samoa og Tongan kulturer. Det betegner noget som er helligt. I Maori og Tongan tradition anses det som er tapu eller tabu som urørligt eller ophøjet på grund af dets hellighed. Ting og steder, som er tabu, skal lades i fred; man må ikke nærme sig dem endsige blande sig med dem. I nogle tilfælde bør de end ikke omtales.

en.wikipedia.org   Oktober 2007


Er de døde tabu? Er de underjordiske vogtere.

 

3. Ven eller fjende


Det fortælles om en fattig mand fra Vestermarie, der arbejdede på Store Bjerregård:

Det var ofte, han mødte de underjordiske, som boede i Bjerrebakken, når han gik hjem om aftenen, men de fortrædigede ham ikke, da han aldrig havde drillet dem eller gjort dem fortræd. En aften kom han lidt sent af sted efter at have plejltærsket hele dagen fra tidlig morgen og haft en gammel hornlygte til at se ved, da det blev sort. Ved foden af bakken kom nogle underjordsfolk hen til ham og bad ham hjælpe dem med at lægge en sten til rette. Den dannede loftet til deres bo, men nu havde den forskubbet sig, så det regnede ned til dem. Stenen var så stor, at han med de redskaber, de underjordiske havde, ikke kunne rokke den. Han hentede derfor en jernstang oppe på gården, og efter meget mas fik han stenen til at ligge i sit gamle leje. De underjordiske blev meget glade og ville have ham med ind, han trængte nok til både at hvile sig og få mad og drikke. Det var fristende for ham, men han turde dog ikke gå derind, da han havde hørt om højtagne folk, som aldrig var kommet ud af højen. Han undskyldte sig med, at konen lajntada etter ham og ville blive bange, hvis det trak for længe ud. Der kom da en af de underjordiske med en pose til ham. Den skulle han have for hjælpen, men han måtte ikke åbne den, førend han kom hjem.

Manden tog posen på nakken. Den vejede ingen verdens ting, og han undrede sig over, hvad der vel kunne være i den, men efterhånden, som han nærmede sig hjemmet, blev den tungere og tungere, så han til sidst var lige ved at smide den. Han beholdt den dog, da han troede, at det var den lange arbejdsdag, der havde taget hans kræfter. Da han kom ind i køkkenet, smed han posen i en krog og satte sig på en skrik.

Konen kom nu ud til ham og gav ham mad. Hun fik øje på posen og spurgte, hvad der var i den. Manden fortalte, at han havde hjulpet de underjordiske, som havde givet ham posen som tak for hjælpen, men han troede ikke, det var noget af værdi, da den ikke vejede noget, da han fik den. Konen, der var blevet ivrig, tog fat i posen, og det var alt det, hun kunne slæbe den hen til manden. Da han fik åbnet den, viste det sig, at den var helt fuld af blanke sølvpenge.

 A. F. V. Seier: De Underjordiske 1981

 

Arkæologen havde gjort sig fortjent til en lokal pris, så der var blødt brød til kaffen. Klæge sukkerkager fås overalt og til alle lejligheder; men hvordan gør man sig fortjent til en ordentlig kage, bagt af topmelet fra syv møller.


I Sankt Peders sogn gik engang en bonde og pløjede ved en høj. Da hørte han, der var nogen nede i højen, som sagde: ”Au, min raga gjek itu.” Bonden svarede da straks: ”La maj få na, så ska ja laue na.” Straks kom stumperne til at ligge på højen. Bonden tog den, gik hjem og satte den i stand, gik derpå op til højen og lagde den, hvor den lå før. Da han kom igen til højen, var ragen forsvunden, men i stedet lå en dejlig kage. Bonden tog den og sagde: ”De va en dajlig kaga.” Da svarede de nede i højen: ”Ja,dæijn har trång te å varra go, ded e topmeled å sju muller.”

Inger M. Boberg: Bjærgfolkenes Bagning 1938.


Såre enkelt, lidt hjælpsomhed i rette tid, som at flikke en knækket rage. Ragen er en stage med et kort tværbræt for enden, som man brugte til at rage asken og gløderne ud af ovnen, når den var blevet ophedet. Man brugte ikke underfyring, men tændte op inde i selve ovnen, der så kunne holde sig varm til brødene, der sattes ind bagefter. Eller kagen. Den bonde omgikkes de underjordiske, som man omgås gode naboer. Og blev belønnet som sådan. Hvor svært kan det være?


En dag kom der en ganske lille kone ind på en gammel gård i Sandvig og spurgte, om hun måtte låne gårdmandskonens silkeliv, da hun skulle have bryllup. Gårdfolkene skulle nok få brudestadsen at se. Hun fik livet og forsvandt. Samme aften, da folkene sad i stuen og spiste, gik døren til storstuen op, og hele brudefølget med brud og brudgom i spidsen marcherede gennem stue og køkken og ud i gården, hvor de forsvandt. Næste dag blev silkelivet afleveret af den lille kone til gårdmandskonen.

A. F. V. Seier: De underjordiske 1981.


Vi ville vel gøre det samme. En skal giftes, men mangler et slips, smutter lige ind til  naboen, som har et par stykker og låner et ud. Det kan også være omvendt, hvor det er mennesker, der kommer til højen for at låne.


Der var en bonde i Østermarie, som henimod høsttiden ikke havde brød til sine høstfolk. Da han hørte, at en købmand i Rønne havde rug, begav han sig af sted kun for at opdage, at rugen var udsolgt. På hjemturen sad han og hang på bukken, og han græd. Da dukkede en lille mand op, og spurgte ham, hvad han var ked af. Bonden klagede sin nød, men manden sagde, at han kunne låne en tønde mel af ham. Bonden kørte efter den ukendte mand til Valingebjerget. Her hentede manden tønden i højen og baksede den på vognen. Bonden takkede og lovede at bringe melet tilbage efter høst. Det var godt mel og det drøjede høsten over.

Men da lånet skulle tilbagegives, var bonden ikke så stolt ved at begive sig til Valingebjerget og sendte en karl i stedet. Han kom godt derhen, men da bjergmanden kom ud fra højen, sked karlen i bukserne af skræk. Og da han sad på melsækken var det skidt. Bjergmanden havde ikke længere lyst til melet, men sendte karlen tilbage til husbond med besked om, at lånet alligevel var betalt. For nu havde han set hans ærlighed og gode vilje.

J. P. Møller: Folkesagn 1867. Genfortalt af Cirkola.


Flinke folk de bjærgfolk. Hvorfor er det så, at bornholmere virker ligesom skamfulde over de underjordiske?, spørger jeg ved frokosten. Museet er mestendels bemandet med bornholmere, så der sidder mindst ti omkring bordet. Ved de hvorfor? De begriber ikke spørgsmålet. Sådan forholder det sig ikke. De underjordiske er ikke noget, man skammer sig over. Hvorfor skulle man det? Er det ikke bare, som du har været uheldig? Og løbet på en kräjngelse - ”et stridigt Menneske” siger den bornholmske ordbog.

Jeg har mange spørgsmål med til frokosterne. Mest om stederne, som omtales i sagnene om de underjordiske. Hvor står Pissetornijnj eksempelvis eller Priggelorte, hvor ligger de? Så en dag ligger der en gammel indbundet bog på mit bord. ”Bornholmske Samlinger 17 – 19” står i guldtryk på skindryg. Der er stukket en seddel ind et sted, hvor jeg finder en artikel om ”Bornholmske Folkesagn”, af arkivar Hans Ellekilde. Det er i 19. bind fra 1928. Ellekilde var arkivar i Dansk Folkemindesamling og skriver her om Bonavedde og de bornholmske landvættesagn – det vender vi tilbage til. Men imellem alle sagnene stod der:


…. til Gengæld er Bornholm det rette Sted at søge hen til, naar man vil danne sig fyldige og indgaaende Forestillinger om, hvilke Begreber de gamle Nordboere for 1000 Aar siden har gjort sig om Landvætterne. Derfor bør Bornholmerne ikke skamme sig over deres formentlige Overtro paa de Underjordiske, men holde den i Ære. Islænderne har sat deres Landvætter (Dragen, Tyren, Kæmpefuglen og Bjærgrisen) til Skjoldholdere paa Islands nye Rigsvaaben af 1918; de opfattede, som rimeligt er, det gamle Sagn som et smukt og værdifuldt Symbol paa Landets tusindaarige Uafhængighedstrang og Selvstændighedsvilje. Det samme gælder i Virkeligheden de bornholmske Landvættesagn, jeg her har fremdraget. Jeg kunne ønske, at Bornholmerne i Islændernes Spor satte deres Landvætter et synligt Minde, f.eks. ved at gennemføre gamle Professor Bidstrups smukke Plan om en Brønd på Rønne Torv, med Motiver fra Sagnene om de Underjordiske”.

Hans Ellekilde: Bornholmske Folkesagn 1928. Bornholmske Samlinger 19. Bind


En anden havde i 1928 mærket denne skamfuldhed. En førder som jeg selv. Og på Rønne Torv står i dag en brønd - ikke med underjordiske, men med otte blankslidte skovsnegle.

Er det overtro, som avler skam. I så fald er det begribeligt, at det er skam, som springer Ellekilde i øjnene, i 1928, hvor mange bornholmere havde levende slægtninge, som stadig troede på ”Underbostøjet”, men lige så forståeligt at skammen er falmet noget omkring frokostbordet denne septemberdag i 2007.

Skam eller ikke; hvad føder skrækken for disse ”Bakkepuslinger”, som M. K. Zahrtmann kaldte dem. Lad os høre sagnet om brudefølget endnu engang:


En underjordisk pige kom engang til en bondekone og bad hende om at låne sig et skørt, da hun i morgen skulle stå brud. Bondekonen ville kun låne hende skørtet, hvis hun fik brudestadsen at se. Dette lovede pigen, men forbød konen, at hun ikke måtte le eller tale, hvilket konen gav sit løfte på. Dagen efter, da de sad ved middagsbordet, åbnedes døren, og hele brudestadsen gik gennem stuen, men ingen – undtagen konen – så noget dertil. Imellem brudestadsen var også en spillemand, der var halt og gebærdede sig forskrækkeligt, idet han strøg sin violin. Bondekonen kunne ikke holde sig, men gav sig til at le af alle kræfter. Herover blev nu spillemanden rigtig vred og kastede et lille bord, hvorved børnene stod og spiste, omkuld. Herved spildtes maden, og karrene sloges i stykker. Bonden, som intet så af denne store brudestads, blev vred, da han mente, at børnene selv væltede bordet, og skændte derfor konen dygtigt ud samt bankede børnene for alvor.

J. P. Møller: Folkesagn 1867 (Cirkola)

 

På Falster fortalte man om de underjordiske i Bjærget ved Nørre Vedby:

I det boede i gamle dage de underjordiske. De gjorde ingen fortræd, når man bare ikke drillede dem. Engang var der en pige, som havde drillet dem. Den tog de ind i højen. Hun forsvandt og kom aldrig mer igen. En anden gang havde de lånt en rage og en grisle til bagning hos konen på gården, der var nabo til højen. Hun turde ikke sige nej, men hun blev også belønnet for sin villighed, for næste dag stod redskaberne uden for Bjærget. Ragen stod med stangen i jorden, og oven på ragen lå en simle som tak for lån.

Inger M. Boberg: Bjærgfolkenes Bagning 1938. s.39


Drilleri er åbenbart ikke velsét

 

4. Skiftingene