Sagn
Bodilsker
Graanakkastâua
Katteslets Bakke
Pedersker
Alhøj
Falhøj
Korshøj
Poulsker
Gildeshøjene
Kulbakken
Ringelhøj
Rispebjerg
Åker
Brogårdshøjen
Bøsthøj
Grødbyhøjene
Skagelfaldet
Arkæologi | Sønder Herred |
Rispebjerg, Poulsker
Den gang her var ufred med England, og den engelske flåde var her og vilde indtage Bornholm, skal de underjordiske have vist sig meget tapre. En engelsk flåde lagde sig ud for Povlsker sogn, og bornholmerne måtte derfor holde vagt der syd på landet ved strandbredden. En nat gik der kun en mand på vagt, og förend han tænkte på nogen ting, begyndte Engelskmanden at skyde. I førstningen vidste han ikke, hvad han skulde gribe til, men da hørte han flere stemmer, som sagde:
- Skudt, skudt!
De underjordiske kan nemlig ikke skyde, för en kristen mand har skudt først. Manden adlød og skød sin bøsse af mod de engelske, og straks hørte han rundt om sig: Paf, paf!, og han så, hvorledes hattene flöj af folkene på skibene og rullede ad søen til. De engelske vendte om og skyndte sig bort. På samme tid skal flere have hørt de underjordiske pibe, tromme og klirre med sabler og geværer og mange gange set og hørt dem eksercere på Rispebjærg. De er også sete oven Årsdale at marchere ned mod stranden med fuld musik.
Evald Tang Kristensen: Danske Sagn, 255. København 1892.
-o-
Der boede også i Pedersker en mand, som kaldtes for ”gamla løvven”. Han ejede en stubmølle, som lå ned imod havet. Han plejede at ekcersere med de underjordiske på Rispebjerg. De red på trebenede heste, og han havde en fløjte, hvormed han kunne kommandere dem. Han kaldte sig selv for underjordskongen. Der var dog ingen, der ville tro rigtig på ham og for at overbevise dem samlede han en hel del folk sammen, trak dem ad vildsomme veje op nord for Bodils kirke og ned i en kløft. Her blæste han i sin fløjte og forsvandt selv. Folkene havde nær aldrig fundet hjem.
Valdemar Seier: De underjordiske på Bornholm. Rønne 1981.
-o-
På grænsen mellem Povlsker og Pedersker sogne ligger bakkestrøget Rispebjerg. Det er kendt som et særligt tilholdssted for underjordsfolk og andet troldtøj, og det er ingen let sag at komme over det, når solen er gået ned. Især var det galt i svenskekrigens tid, da de ”rødhættede” hver nat holdt deres øvelser på Rispebjerg for at kunne hjælpe med at forsvare øen, hvis det skulde blive nødvendigt. Folk, der er gået vild deroppe, har både set dem exercere og hoppe og danse om en stor vagtild, de havde tændt under en af de høje, der ligger; den stod så imens på 3 støtter. Men de, der har været så uheldige at se det, er også blevet mere eller mindre syge af det.
Inger Margrethe Boberg: Bornholms gravhøje i sagnoverleveringen.
Bornholmske Samlinger 21. Rønne 1932.